Kystpladser til havørred

De rigtig gode kystpladser er ofte mere eller mindre hemmelige. Disse er taget imellem to kendte kystpladser, hvor der aldrig kommer nogen.
Kystpladser – hvor fanger man havørred
Kystpladser til havørred får man sjældent serveret helt præcist, men der er en række værktøjer, der gør du kan finde dine egne og nye pladser. Få kystpladser bliver sjældent fisket igennem, men gider man og gå og udforske lidt af kysten, findes der stadig hemmelige uberørte kystpladser. Langt de fleste gode kystpladser til havørreder ligger indenfor 500 m fra en god parkeringsplads. Går man bare lidt længere, har man ofte kystpladser mere eller mindre for sig selv. Denne artikel skulle gerne hjælpe dig lidt på vej til, du kan finde dine egne og nye kystpladser til kystfiskeri efter havørred.
Som tidligere skrevet i indlægget “Fisk havørred effektivt”, så gælder det om at finde den mørke bund, hvor der er mad og skjul for havørrederne. Uden mad og skjul på den åbne kyst er der ingen byttedyr og dermed ingen eller meget få havørreder. Sandbund er som hovedregel ikke interessant til kystfiskeri efter havørred.
Hvor finder man havørreder
Pynter og spidser langs kysten, der stikker lidt ud, gør ofte at havørrederne kommer tæt forbi, når de trækker langs kysten. Bugter og vige kan ligeledes være gode i det tidlige forår, hvor der er varmere vand end i strømrigt vand ved pynterne, hvor der er stor vandudskiftning. Omvendt kan små vige og bugter være for varme om sommeren og i starten af efteråret. Hver sæson har sine pladser. I foråret skal du lede efter varmt vand, mens der sommer og i starten af efteråret skal være mere gang i vandet og større vandudskiftning.
Kommer der mørk bund helt til pynterne, vil der ofte være havørreder i nærheden. Ganske ofte tæt på land, så fisk derfor godt af, inden du evt. går ud i vandet.
Havørredens motorveje
Betragt de mørke striber som havørredens motorveje. Kommer der større sammenhængende områder med striberne, så betragt dem som rastepladser. Langs enhver motorvej er der rastepladser med en indgang og en udgang. Sådan er det også på kysten med havørrederne. Tangbælterne løber på langs af kysten, og ind imellem breder de sig i større områder, der går helt ind under land. Her skal du koncentrere din indsats. Husk der skal være sammenhæng mellem tangbæltet og mørk bund tæt under land. Ellers er der ingen vej derind og dermed ingen eller meget få ørreder. Pynter med mørk bund helt ind til land er ofte også ind- og udgang til badekarrene. Fisk derfor også badekarrene i nærheden af disse steder godt af. Gerne inden du går ud, og fisker spidsen af. Hvordan man fanger havørred i badekar kan du læse dybere om her.
Kystpladser med Google
Google Earth er et fantastisk værktøj til at finde nye pladser. Fisketuren og nye spots kan planlægges hjemme fra sofaen. Ligeledes kan man ude ved vandet benytte sig af muligheden, så man ikke går hovedløst langs kysten med flere kilometer sandstrand i vente. I stedet for at gå en km til et ”måske godt sted”, kan man bruge sin smartphone som en hjælp til sit kystfiskeri til og se, om det er turen værd. Er vel ikke en smartphone for ingenting.

Kystplads til havørred med Google Earth. Find dine nye kystpladser på computeren eller mobilen. Afprøv dem når du har tid.
På billedet ses der tydeligt den mørke bund, der går helt ind under land. Mod øst fortsætter den mørke bund. Der kan være fisk begge steder. På selve pynten er der mest strøm og der kommer flest fødeemner forbi. Derfor skal man ikke tage fejl af stykket øst for pynten. Havørreder veksler ofte mellem strømvand og mere stillestående vand i deres jagt på føde eller hvile. Ofte vil et af stederne holde flere fisk end det andet. Fisk derfor begge steder. Læg også mærke til at mod øst går den mørke bund hen og rammer en sandrevle. Her stopper havørrederne ofte og svømmer tilbage eller ud. Ofte vil de cirkle rundt i ”afslutningerne” og samles inden de finder ud af, hvad de nu skal. Disse ”afslutninger” kan holde rigtig mange havørreder, og de kan stå meget koncentreret disse steder, så husk også dem.
Kystpladser til havørreder på nettet
På nettet findes der efterhånden en del websites og blogs, der beskriver kystpladser til havørreder. Det meste af Danmark er formentlig dækket ind på disse sider. Kystpladserne der ligger frit tilgængelige på internettet, hører formentlig også til de mest besøgte, men derfor er de alligevel et godt udgangspunkt til din videre søgen efter nye kystpladser til havørred. Brug Google Earth til og studere området. Sparer dig for en masse kilometer i benene og timer uden fisk. På specifikt angivne pladser der ligger frit tilgængelig, kan det ofte være afgørende, om du står 50-100 m rigtig eller forkert. Lange kyststrækninger der holder havørreder hele vejen findes, men selv her er der steder, der er bedre end andre. Indskrænk dit område mest muligt og fisk havørred effektivt. Er du til en mere nørdet tilgang til fiskeriet, kan du læse mere om de fcoo.dk som værktøj til flere havørreder på kysten her.
4 Responses
[…] til havørreder på de åbne kyster er der masser af. Mange af dem er beskrevet og i artiklen ”Kystpladser til havørred”, er der beskrevet, hvordan du finder dem. I artiklerne ”Fisk havørred effektiv”, ”Havørred i […]
[…] adgang til båd eller kajak kan du endnu hurtigere komme fra plads til plads. Læs mere om det at finde kystpladser her. Kystfiskeri og overnatning Har du fundet nye interessante pladser der fortjener en helhjertet […]
[…] i badekar” for yderligere gennemgang af kystfiskeri i badekar efter havørred. Kystpladser til havørred kan også […]
[…] samles mange havørreder ud for og langs kysten på begge sider. (Du kan evt. læse yderligere om kystpladser til havørreder her). Lange badekar langs kysten fungerer som både spisekammer og trækrute. Fisk altid badekarrene […]