Weedbuster – Slip for ålegræs
Weedbuster er løsningen på kystfiskerens problemer med ålegræs. Når vi når hen på sommeren og især i efteråret, kan drivende ålegræs sætte en stopper for kystfiskeriet efter havørreder. Med Weedbuster kan du fiske markant længere tid på kysten, når ålegræsset tvinger andre til at give op. Fioliner som sidst på sommeren og i efteråret kan stå ganske højt, kan man også i høj grad undgå. Weedbuster er et enkelt, let og genialt produkt til flere fisketimer.
Weedbuster – Hvordan bruger man den
Weedbuster er så enkelt opbygget og nem i anvendelse, at det er et ikke mindre end et fantastisk produkt. Der er ikke en masse svære knuder, dimser eller ting der skal tilkøbes, før det virker. Tag en enkelt ud af pakken (7 stk. i hver pakke) og stik ståltråden igennem øjet på krogen og bøj den om øjet. Før herefter røret nedover krogen til den er strammet til. Nu er selve krogen (enkeltkrog) beskyttet, og du slipper for ålegræs og andet tang. Det ålegræs der før sad fast i krogbøjningen, glider nu af.
Røret der beskytter krogen bryder nemt, når fisken hugger, så det skal man ikke bekymre sig om.
Erfaringer med weedbuster
Har fisket med weedbuster et stykke tid efter et langt tilløb til at bruge dem. Det skulle jeg have gjort meget tidligere. Fiskedage hvor man før ville have givet op, kan nu lade sig gøre. Når fiskene hugger sidder de der, og til dem der måtte tænke, om det vil give fejlhug, når krogspidsen er pakket ind, kan jeg sige, det er ikke noget jeg har oplevet. Selve røret bryder så let, så selv ved et “lille” hug, vil fisken blive kroget. Følgere har der hverken været flere eller færre af, så umiddelbart generer det ekstra stykke plast heller ikke fiskene. Har benyttet weedbuster på både Horny Herring og Sandeel wobleren og Noahs wobler som har hver deres form, og det virker fint på dem alle.
Der kan stadig sætte sig ålegræs på svirvlen mellem forfang og slagline eller foran blinket eller wobleren. Det kan man få af ved at give et slag med stangen. Herefter er det bare at fortsætte med indspinningen.
De gange jeg har benyttet weedbuster har været i letgrumset vand med bølger og drivende skidt. Havørrederne hugger ofte hårdere, hurtigere og mere kontant under disse forhold og med weedbuster, er det muligt at fiske under sådanne. Har også afprøvet weedbuster i klart vand, hvor havørrederne hugger som de plejer – uden problemer.
Konklusion på Weedbuster
Weedbuster er et fantastisk enkelt og effektivt produkt til at undgå drivende ålegræs, når man fisker havørreder på kysten. Weedbuster er simpel i sin konstruktion og let at bruge. Effekten af den med mange flere fisketimer på grumsede fiskepladser med gang i vandet er kæmpe stor. Den bør klart være i alle kystfiskeres vadejakker.
Weedbuster kan klart anbefales, da det giver mange flere fisketimer på pladser, der ellers ville være umulige at fiske. Penge brugt på et par pakker weedbuster er bestemt godt givet ud og formentlig hurtigt tjent ind på brændstof til bilen, da man ikke behøver at skifte plads så tit.
Pris ✅
Effekt ✅
Anvendelse ✅
Er du interesseret i weedbuster til dit eget fiskeri, kan du bl.a. købe Weedbuster her hos fiskegrej.dk
Ålegræs – Ålegræsbælterne holder masser af liv
Ålegræsbælterne holde på mange af havørredens byttedyr. Der er læ, skjul og fødemuligheder for såvel store som for små fisk. Derudover er ålegræsset hjemsted for b.l.a. rejer, tusindvis af tanglopper og mysis som i perioder står højt på havørredens menu.
Ålegræsset virker ikke kun som fødested for mange af havørredens byttedyr men det producerer også masser af ilt til vandet (fotosyntese) i de lyse timer. Iltrigt vand tiltrækker både byttedyr og havørrederne i de varme perioder, hvor iltindholdet i perioder kan være lavt. Fisker du meget om sommeren i de lyse timer, er pladser nær ålegræs, et sted der kan anbefales. Løber strømmen f.eks. fra venstre mod højre så stå på højre side af bæltet og fisk vandet grundigt af. Udover der kommer iltrigt vand fra hele bæltet, vil der også stå anseelige mængder af mysis i læ af bæltet. Er strømmen kraftig, vil de blive tvunget væk langs kysten. Havørrederne og mindre byttedyr som også lever af disse små fødeemner, skal nok finde vej til steder som disse.
Ålegræs producerer og bruger ilt
Ålegræsset bruger også ilt, og sidst på de mørke timer vil iltindholdet falde i disse områder. Der skal sollys til for fotosyntese og produktion af ilt kan ske. Det betyder, at alle de byttedyr der findes i disse områder, kan blive tvunget til at flytte opholdssted. Under omstændigheder som disse vil havørrederne, let og ubesværet kunne fylde maverne, når byttedyrene kommer væk fra deres ellers sikre skjul. Når alle byttedyrene skal tilbage igen, får havørrederne endnu en mulighed. Områder på og omkring ålegræsbælter er gode fiskesteder, og selvom drivende ålegræs kan besværliggøre fiskeriet, har det en vigtig funktion – når det altså står fast på havets bund.
1 Response
[…] andet lige vil fange mindre skidt. Kombiner evt. i tilfælde med meget skidt i vandet krogen med en weedbuster. Weedbuster beskytter krogen mod drivende skidt i vandet, så du kan koncentrere dig om at […]