Børsteorm til havørred – Byttedyr
Børsteorm er en af havørredens foretrukne byttedyr. Især i det tidlige forår når børsteormene sværmer kan havørrederne gå målrettet efter dem. Året rundt er der dog rigtig gode muligheder for at fange havørreder på børsteorm. Tips og tricks til fiskeri efter havørreder der går efter børsteorm kommer her.
Børsteorme til havørreder
Børsteorm og havørreder bliver ofte kun regnet som en begivenhed der sker i foråret (marts måned). Det sker dog langt oftere, at havørreder pga. børsteormssværmninger kun fokuserer på børsteorm. Året rundt kan disse sværmninger foregå, og man snyder sig selv ved ikke at give det en chance – især når alt det sikre ikke virker. Forklaringen kan være de er tunet ind på børsteorm – og kun det.
Børsteormene sværmer

Når børsteormene sværmer går havørrederne ofte målrettet efter dem. Børsteormene her er maveindholdet fra en sulten havørred.
Fuldmåne i marts så sværmer børsteormene…. siger man. Vandtemperaturen har også en del at sige. Har det været en koldt vinter bliver det lidt senere og varm så lidt tidligere. I de lavvandede fjorde sker det tidligere end på den åbne kyst. Sværmninger i foråret er ofte den mest koncentrerede sværmning og den vi forbinder med havørreder og børsteorm. Sværmninger sker dog også lokalt året rundt alt efter vandtemperatur og iltindhold.
Børsteorm på andre tider af året
Børsteormene er ikke kun aktive i foråret. Hen på sommeren når vandet bliver varmet op, kommer der gang i børsteormene igen. Har ofte oplevet det først i juli måned. Det kan skyldes vandet i lavvandede områder bliver for iltfattige, og børsteormene holder “flyttedag”. For uv-jægere er fænomenet kendt, at der på nogen sommernætter kan være massive mængder af orme, der sværmer (af den ene eller anden grund). Om det er flyttedag pga. varme, iltindhold, føde der er usynlig for det menneskelige øje, eller noget helt fjerde, skal jeg ikke kunne sige, men det sker – og havørrederne ved det.
I efteråret når vandet begynder at køle af igen kan det samme ske (måske de er på vej tilbage til det sted, de forlod midt på sommeren). Mønsteret kan til forveksling ligne det vandringsmønster rejerne har. De kommer ind kystnært, når vandet bliver varmet op, forlader det når det bliver for varmt, kommer tilbage igen, når det er kølet af for til sidst at vandre ud, når det bliver for koldt. Børsteorm og havørreder har normalt været forbundet med marts måned og sværmninger, når de gyder, men giver man det en chance, så sker det altså langt flere gange over et år, at havørrederne kun fokuserer på børsteorm.
Blæsevejr og børsteorm
I blæsevejr flytter de store bølger ofte rundt på en hel del sand. Rammer bølgerne rigtigt, kan de skrælle de øverste centimeter af havbunden af og gøre børsteormene hjemløse. Børsteormene har ikke kræfter/fysik nok til at svømme imod strøm og bølger – og ingen mulighed for at grave sig ned, før vandet bliver roligt igen. Børsteormen er nu et meget let bytte for havørreder, der svømmer langs kysten på indersiden af revlerne, hvor de i ro og mag kan tage dem, som de kommer drivende. Er det lavvandet samtidig med, der er store bølger, er effekten endnu større. Så kan bølgerne rigtig få lov at grave. I områder der holder sandorm sker der det samme i blæsevejr.
Er der meget drivende grøde efter et blæsevejr, så spinnefiskeri er umuligt, kan et flåd med en børsteorm (naturlig eller Gulp) redde dagen.
Imitationer af børsteorm til havørred
Der findes flere muligheder for at imitere børsteorm på markedet i dag. Flere forskellige fluemønstre der kan fiske med fluestang eller bombardaflåd, Gulp børsteorm med duftstoffer eller lange slanke blink og woblere, der kan spinnes langsomt ind, så de minder om en børsteorm der svømmer.
Børsteormsfluer
Der findes mange varianter af børsteorm som fluer til kystfiskeri efter havørreder. Vælg 2-3 forskellige farvenuancer og størrelser. Ofte er det en bestemt farve eller størrelse der fanger flest. Hvilken afgøres på dagen. Binder du selv fluer kan du se bindevejledninger til børsteormsfluer her. Benyt altid en Rapalaknude til børsteormene så de får en så livlig gang som mulig.
Gulp Børsteorm til havørred
Gulp børsteorm har vist sig ganske effektiv til havørreder og ikke kun fladfisk. Fisket på et bombardaflåd, simpelt bobbelflåd eller glideflåd har det fanget et ikke ubetydeligt antal havørreder på kysten. Kommer mere om Gulp til havørreder senere.
Kystwoblere og lange slanke blink
Selv benytter jeg ofte kystwoblere i mørke farver, og holder stangspidsen højt i vandet, så wobleren også går højt. Det har vist sig at være ganske effektiv til havørreder der spiser børsteorme. Med kystwoblere fisket højt imiterer du samtidig tobis, som havørrederne elsker året rundt, og kan slå to fluer med et smæk.
Søborg Sølvpil, bred bornholmerpil, søm, Hansen Lotus eller et Stripper blink kan også gøre det ud for en børsteorm, hvis de holdes i den mørke ende af farveskalaen og fiskes langsomt. Hansen Lotus er dog et oplagt blink at have i æsken, når børsteormene sværmer.
Hold øje med mågerne
Mågerne er en god indikator på om børsteormene sværmer. Når først en måge begynder at dykke efter børsteorm, kommer der hurtigt flere til. Måger i flok der dykker vedvarende i det samme område, er en sikker indikator på, der er børsteorm. Havørrederne skal nok komme og deltage i den fest, hvis de ikke allerede er der.
Gulp børsteorm og bombardaflåd
Med et bombardaflåd og Gulp børsteorm har du gode muligheder for at få fisket en masse vand af med langsom indspinning – også selvom det er meget lavvandet. Bombardaflåd findes i både flydende, langsom og hurtig synkende udgave. De to første er dem der anbefales, du skal bruge, hvis du vil prøve kystfiskeri med Gulp og bombarda.
Til fiskeriet med bombarda og gulp børsteorm monterer du flådet med bombastick og en stanglængde fluorocarbon. Mht. kroge kan du benytte flere forskellige, men det kan stærkt anbefales at bruge Slow Death kroge fra Mustad.
Mustad Slow Death krogenes form får Gulp børsteormen til at gå meget livligt – præcis som en børsteorm der svømmer afsted. Husk altid en svirvel af god kvalitet der kan rotere. Gør man ikke det, får man hurtigt en snoet og krøllet line. Indenfor kort tid vil forfanget være en stor knude. I sommerperioden kan børsteormene også med fordel skiftes ud med sandormene fra Gulp.
Undersøg maveindholdet
Har du mulighed for det er det altid en god ide at undersøge maveindholdet på havørrederne. Selvom havørrederne går efter børsteorm, kan det godt lade sig gøre at fange dem på noget andet. Fisker man med det de går 99% efter, vil ens fangster dog ofte øges væsentligt. Havørreder der går efter børsteorm, når de sværmer, vil ofte være så proppede, at man mange gange kan se børsteorme nede i svælget på havørrederne.
Vil du prøve en anden metode end ovennævnte så læs indlægget om havørreder på texas rig. Nem og effektiv metode til havørreder der går efter børsteorm.
Knæk og bræk med børsteormene året rundt til havørreder