Havørreder og hundestejler
Havørrederne har været sultne den sidste periode. Vandtemperaturen er høj for årstiden, og foråret er lige om hjørnet. Fødeudbudet er minimalt, men hundestejler er der året rundt. I januar og februar har hundestejler været nr. 1 på menukortet for havørrederne på mine pladser.

Imitationer af hundestejler slår ikke fejl om vinteren og sidst på vinteren. Der er en række blink, der kan imitere disse. Jeg har brugt Savage Gear Seeker ISP i 8 og 12 gram, det sidste stykke tid i fjordene, forskellige nor i badekarrene på den åbne kyst. Favoritfarven har klart været hvid.
Bedste farve blink til havørreder
Farven hvid er i det klare vand om vinteren er utrolig nem at se, uden den skriger til himlen som de mere kradse farver. Diskret men alligevel synlig på lang afstand.

Indspinning til havørreder
Indspinningen har som udgangspunkt været som en hundestejle svømmer. Kort frem, pause og et kort stykke frem igen. Dette kan du imitere ganske fint med små roterende blink som Seeker ISP. Spin en meter ind, kort pause og en meter eller to mere ind og pause osv. Spinstoppenes varighed kan man altid eksperimentere med. Fra 1 sekund og op til 5 sekunders varighed er normalen, jeg bruger alt efter vanddybde.

Spinstop til havørreder
Er du ude og afsøge en plads, så start ud med et sekunds pause. Har du følgere så forøg længden af dine spinstop og lav ALTID et langt spinstop 3-4 m fra stangtoppen. En evt. følger tager den gerne lige der. Kan du mærke de piller, og slår til blinket, så lav et meget langt spinstop, hvor du samtidig spinner ultra langsomt ind. På den måde kan du holde spinstoppet ekstra længe ved at give den en smule fremdrift. Det ekstra lange spinstop indikere at byttedyret/blinket er såret og er nu et let bytte. Havørreden vender næsten altid om, og tager den i andet forsøg.
Andre farver til havørreder
Den hvide har været klart dominerende for mit vedkommende i januar og februar. Andre farver virker dog også lige nu. Pink/hvid, rød/sort og rød/kobber kan også være med, og skal ikke glemmes lige nu, mens det stadig er vinter ifølge kalenderen.